I den sydlige del af Aarhus Centrum ligger Naapiffik. Et godt sted at være – sagt på grønlandsk. Her tilbyder Kirkens Korshær varme, ro og omsorg primært til udsatte grønlændere. Men alle er velkomne i Naapiffik. Også når der hver dag bliver sunget morgensang med dem, der ikke har så mange andre steder at gå hen.

Af Martin Pedersen

Akkorderne til Kim Larsens ’Papirsklip’ lyder fra guitaren en onsdag formiddag på værestedet for udsatte grønlændere i Aarhus. Naapiffik. Tre gæster. Så syv gæster. Så fem gæster. Den eneste konstant er lige nu musikken og de ansatte. Brugerne af værestedet går ind og ud af huset for at ryge eller synge med på versene. En enkelt låner badet. Joe, en regelmæssig bruger af værestedet, har fødselsdag og spiller luftguitar til omkvædet iført sin store uldfrakke og læderhandsker. Alle synger med:

”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort.”

Det er Morten Aagaard, der står for musikken. Han er præst hos Kirkens Korshær og spiller guitar til morgensang på Naapiffik.

Denne onsdag formiddag er han, som så mange andre gange, gået ind igennem metalporten til værestedet, der er omringet af træbænke og en lille overdækket terrasse med et stort maleri af grønlandske sletter og en isbjørn. To ansatte og et par brugere er allerede kommet. De fleste plejer at dukke op løbende. Foran det åbne køkken står der rundstykker, kaffe og brikkakao klar til dem, der nu skulle være sultne.

Morten tænder et stearinlys. Det hænger på væggen i en guldfarvet lysestage under et lille metalkors. En bruger af værestedet er for nyligt død, og det er Morten, der skal stå for begravelsen. Den gennemsnitlige levealder for brugerne er betydeligt lavere end for den almene dansker. Det skyldes hovedsageligt misbrug, hvor alkohol og hash er djævlen hos de udsatte grønlændere i Aarhus. Det er rart for brugerne at komme et sted, hvor de ved, at der bliver taget hånd om dem, hvis de nu skulle gå bort

”De kommer for tryghed… men også for at dø. Mit mål er bare at give dem dobbelt så mange gode dage, som de ellers ville have haft,” siger Morten.

Grønlandske kort og flag pryder væggene i Naapiffik. Over halvdelen af brugerne af værestedet er grønlændere. Korshæren vil dog ikke afvise folk, der kommer, så derfor er alle egentlig velkomne. Selvom de gerne vil hjælpe, lever Morten ikke i skyerne og tror, at han kan hjælpe alle. Han er der for at være i øjenhøjde med dem.

”Vi får jo ikke folk ud af et misbrug – eller – i sidste uge fik jeg mange ud af misbrug… der begravede jeg tre,” siger han.

En bruger, der hedder Sharmark, har været der siden de åbnede op i dag. Han har hilst på og snakket med de fleste af brugerne, der er dukket op. Han sidder overfor en af de ansatte med lidt mad og sin fyldte bærepose for fødderne iført sit lettere slidte jakkesæt.

”Hvad så, Sharmark, hvad vil du gerne høre?” spørger Morten.

”Jeg kender ikke så mange sange,” svarer han.

”Så bliver det noget med Kim Larsen.”

Sharmark synger med på de mest kendte omkvæd. Imens Morten spiller ’Papirsklip’ og synger for, lister Sharmark hurtigt og ubemærket op til Morten for at stille en lille svane i gult papir, som han har foldet på et par minutter. En mand i 30’erne er gået tværs igennem lokalet tre gange denne formiddag. Han har stillet to Royal Classic 6-packs klar og er ude for at ryge. Brugerne og de ansatte siger ikke noget til dem, der farer forbi lokalet. Hvis man vil være med til morgensang, er man, og hvis man ikke vil, er det fint.

Værestedet er næsten tomt, mens rygerne holder pause fra morgensangene, som Morten ikke er stoppet med at spille og synge sammen med de ansatte. To ældre grønlandske kvinder er dukket op. De smider deres store frakker, får et rundstykke hver og spiser i ro. Morgensangen slutter som den plejer. Med Benny Andersens ’Livstræet’. Morten forbereder efterfølgende begravelsen af den nyligt afdøde grønlandske bruger og får hjælp af de to ældre kvinder med at oversætte nogle ord. De regner med, at der kommer mange til begravelsen, hvor der skal synges grønlandske sange.

En af de ansatte har et A3-ark i hænderne med en lang tekst printet på, der skal hænges op på væggen. Den får en af de ældre kvinder øje på.

”Hvad er det der?” spørger hun.

”Det er fadervor på grønlandsk,” svarer han.

”Vil du ikke kopiere den til mig?”